mandag den 14. marts 2011

Covernoter - lidt om de enkelte sange på Magnolia Tales



P4 har i denne uge mit nye album ”Magnolia Tales” som ”Ugens Album”. Her følger mine noter om de enkelte sange på albummet.






Tomorrow's Just Another Night:

Jeg fulgtes en sen aften med min ven Troy Campbell gennem Århus efter en Spot Festival. Vi kom forbi casinoet, hvor der holdt et par taxaer og ventede på de første "tabere". Vi endte med at sidde hele natten hjemme hos mig og skrive sangen til den chauffør der kørte os hjem, mens han spillede gammel Stones og fortalte at nu gad han ikke køre flere håbe- og især –fulde stjerner hjem: “I spent the night putting this city to bed, with you in my heart and drunken stars in my head!”

Spirit of Vignelaure:

Skrevet til gode venner og deres forunderlige sted i Provence. Et vinslot hvor et hav af franske kunstnere har opholdt sig - sikkert lidt for længe på grund af vinen, hvorfor de har efterladt kunst overalt, som tak for opholdet.

Marie (I Say Nothing):

Daniel Lemma fik ideen til Marie, mens vi arbejdede på en anden sang sammen. Vi har vidner der kan bekræfte, at vi skrev sangen færdig præcis som den lille turbus stoppede udenfor spillestedet. Samme aften spillede vi sangen live for første gang.

Guess What (Running Out Of Love):

Skrevet på jetlag og Dos Equis den magiske første nat i The House of Songs i Austin, på det klaver vi lige havde båret ind i huset.

Rhythm Of My Road:

Hvis du kører en nat op gennem Tyskland mens ungerne sover på bagsædet og du samtidig er heldig nok til at ha den du elskers hovede hvilende på din skulder, så ved du hvad jeg taler om her. Jeg havde ikke brug for noget som helst andet end benzin til bilen og en dobbelt Cortado!

Just A Moment:

Skrevet sammen med svenske Christian Kjellvander i mit lille arbejdsstudie i Århus, første gang vi mødtes. Christian kom over og fortalte mig, at han aldrig havde prøvet at skrive med andre før og troede at det ville blive svært for ham. Så vi gik ud og fik frokost og brokkede os over musikbranchen, men heldigvis sneg der sig efterfølgende en sang op imellem os. Som om den bare ville ud og fortælle os, at ingen er noget uden at ha nogen at læne sig op ad!

Why Do You Move So Fast?:

Skrevet med Troy Young Campbell. Vi mødtes første gang på "The Howling Wolf", en kulsort klub i New Orleans. En af den slags klubber der aldrig havde set dagens lys eller været plaget af nogen form for udluftning. Alt hvad der nogensinde var sket i den klub var blevet derinde. Ikke en eneste bendet tone fra en bedrøvet bluesguitar, var nogensinde nået nogen steder hen. De var blevet grebet i luften og opslugt af den hær af ensomme flokdyr, der aften efter aften søgte ind gennem de mørke korridorer og helt op foran scenen, hvor de hørte til. Fra det lille backstage-rum ved siden af scenen hørte jeg kun alt for godt hvordan hun kæmpede mod et sjældent støjende publikum. Hun var ikke derfra byen, og de ku mærke det. Min ven indianeren, der stod ved siden af mig og skulle på næste gang, var heller ikke der fra byen, og jeg selv var så langtfra. Der var mere end langt fra Samsø til New Orleans den aften. Da hun opgav og smed håndklædet på scenen, gik min ven indianeren ind og trøstede hende så godt han havde lært, men hun pakkede bare og forlod stedet med endnu et ar på sjælen. "We better kick their asses or get the hell out of here" sagde han til mig! "Well they sure deserve a kick!" sagde jeg og det gjorde han så. Han stak stikket i sin guitar og råbte hver en sætning direkte ind i hovederne på dem - og det virkede! Han sluttede sin lille vendetta af med ordene: "I am Troy Young Campbell - I am from Dayton, Ohio and you better listen to this next person on stage, cause he came all the way from Denmark!" Jeg takkede min nye ven fra Ohio så godt jeg kunne og gik på og skreg mine sange ud som om jeg var "The Howlin Wolf" eller kæmpede om borgmesterposten i byen!

Sådan mødte jeg Troy og den næste dag havde vi skrevet sangen sammen. Det er 15 år siden og vi spiller den stadig.

La Pelosa:

Jeg var startet på sangen en smuk nat på Sardinien. Daniel Lemma hjalp mig med at skrive den færdig i turbussen, i nov. 2010, hvor han var gæst på nogle af mine koncerter. ”It´s hard work – the art of living…”

Shadow Soldier:

En vens triste beretning om at komme hjem fra krigen. Jeg fortalte Matt the Electrician om sangen, en af de første dage i jeg var i det nye House of Songs i Austin. Han fortalte mig, at hans fætter havde fortalt Matts mor, at han ville i hæren. Hun havde lyttet tålmodigt til beretningen om mulighederne for en uddannelse og kammeratskabet og en go løn, når han kom hjem - hvorefter hun gav ham en linje at tænke over: "Bottomline is that you will be trained to kill. I think you should be trained to love!"

This Part Of Town:

Det føles som om den sang har været der altid. Vi har spillet den live flere gange, men det krævede en Charlie Sexton, at få den til at leve i et snedigt nattegroove.
Det var præcis i dén sene nattetime, at direktør Falch sprang ud i sin Cobradans til Sextons outro-guitar!

Let It Ring Out:

Jeg turnerede med "The House of Songs" i Danmark, i september 2010, og fortalte undervejs min gode ven Kevin Welch om den tilsandede kirke ved Skagen. Et fredfyldt sted hvor tiden står stille, og som begavede mennesker har formået at holde fredet. "Isn't there a song hidden there somewhere?" sagde Kevin. Jeg skrev den og sendte den til ham. Han lavede to fine rettelser og Sexton plukkede den som den første i rækken af sange vi skulle indspille.

onsdag den 9. marts 2011

Blog 9. marts



En journalist spurgte mig i dag om hvad jeg ku ønske mig med det nye album?

Jeg svarede bare, at jeg ønsker mig at folk vil gi sig tid til at lytte albummet igennem med et sæt ordentlige hovedtelefoner!

Det ka jo godt virke lidt grotesk, at vi laver musik på instrumenter der koster en mindre formue og indspiller det på anlæg der koster en større formue og så blir det spillet på earplugs til 25 øre stykket!

Så husk lige at gi det en chance på et ok anlæg! Så takker jeg jer:o)

Ellers kan jeg kun sige, at det tegner rigtig godt i øveren med det nye hold og både de nye og de gamle sange. Jeg er spændt på hvad I siger til det, når vi skal rundt i April.

Det er en helt igennem go fornemmelse en gang imellem at finde helt ind til substansen af det der fik mig til at starte på det her i sin tid. Nyt band, nye arrangementer, nyt eget pladeselskab og nyt album!

Jeg laver stadig det jeg drømte om som dreng og hvad kan man ønske sig mere?=

fredag den 4. marts 2011

Blog i marts



Det er forår når jeg kigger ud af mit vindue.

Måtte lige ha en pause fra de fantastisk mange underskrifter der skulle sættes på de forudbestilte albums. Tusind tak for det og undskyld skriften. Det er alligevel underligt med sådan en autograf at den ikke blir pænere med årene. Men det gør den altså ikke og det styrer den selv. Lidt lige som sangene, de bestemmer jo også selv om de vil med:o)

Ret go fornemmelse sådan at sidde med værket i hånden og det mærkes godt. Mads, der har lavet coveret, har gjort det med den bedste stil synes jeg - og det varme bløde karton er 100 gange mere lækkert end de plastic covers som vi tidligere måtte lære at holde af! Dejlig udvikling og især dejligt at få lov at bestemme også den slags selv! Min sidekammerat, direktøren, har forlængst givet det sin absolutte godkendelse.

Nu er jeg så i gang med at fortælle historien til dem der vil høre den. Jeg tror det var Erik Wedersøe der engang fortalte, at han mødte Ebbe Rode på det Kgl. Teater dagen efter sit første helsides interview i Berlingeren. Den stolte unge skuespiller blev mødt med sætningen: "Jeg så de havde en annonce i, i går!" Den har jeg tit tænkt på, for det er jo det vi gør. Forsøger at annoncere lidt for det der må ud. Heldigvis er der så go en historie denne gang, at jeg i hvert fald ikke behøver at skulle ud og digte noget undervejs. Selv om den gode Peter Ålbæk engang sagde til mig, at jeg sku lyve noget mere! Og man må jo sige, at de forstår at få historierne ud, derude i den filmby!

Jeg glæder mig til lørdag og til at mærke responsen, når vi spiller albummet for første gang for dem der kan være der i baggården i Mejlgade!

pk

søndag den 23. januar 2011

Hjemme igen på en søndag morgen i Januar!



-Satte mig ind i min bil fredag eftermiddag og tændte for radioen midt i b stykket på min nye single "Spirit of Vignelaure". Tænkte på hvor godt de har mixet den sang og kørte glad ind mod byen. Det er noget særligt over at høre det arbejde man har været så opslugt af, strømme ud af radioen den første gang.

Madsen talte rigtig godt om producer Charlie Sexton og spillede derefter en sang fra hans eget album "Under the wishing tree" - for derefter at spille min Dylan yndlingssang "Every grain of sand". En dejlig fredag! Tak til Madsen!

Har endelig fået lyttet lidt til vennernes albums fra Austin. Matt the Electrician er i gang med nyt album, som jeg håber jeg kan spille for jer før koncerterne i April. I mellemtiden har han udgivet et livealbum fra vel nok Austins mindste spillested "The Flipnotics" som gir et godt billede af hvor fremragende en performer han er. Kevin Welchs´ album "A Patch of Blue Sky" har også lige været forbi min afspiller igen. Ikke kun fordi det er et af de stærkeste albums fra min gamle ven, men også fordi jeg lige måtte lytte lidt til Bukka Allen, der spiller piano og orgel på det album. Bukka er søn af den gamle multikunstner og sangskriver Terry Allen og gift med Sally der synger på mit album. Bukkas egne soloalbums er i den grad også værd at lytte til.

Ellers står den på øvning med mit nye band fuld af go energi, men så sandelig også intens øvning med min sidekammerat The Cobra Falcon, som Michael blev døbt i studiet efter en hel speciel dans der blev udført efter et mix en sen nat! Michael gav mig Mathilde Falchs første indspilninger som i den grad lover godt for hende fremover!
Lige nu sidder min goe ven i sin bil på vej mod Århus og øvning med mig på en højhellig søndag.

Jeg må hellere komme afsted ind mod byen og øvelokalet, så der kan stå et rundstykke og en kop kaffe klar, når han når frem. Vi glæder os sgu mere end nogensinde til at komme rundt i landet sammen igen!