torsdag den 23. december 2010

Torsdag den 23. december - nyt fra Austin


Sidder med et lille træt smil og lytter på det vi har fået ind indtil nu. Vi mangler nogle dubs fra Charlie, men det tegner bedre end jeg ku drømme om.
Min sidekammerat og direktør i vores lille selskab Michael Falch har været her nu i 10 dage og ta´r hjem i morgen. Det har været godt at have sin sidekammerat med til peptalks og et godt råd i ny og næ. Vi har begge været målløse over den energi der har været på hver eneste af de 14 timers sessions vi har været igennem.

Nu er der ferie indtil den 27.12 og i aften spiller Dustin Welch i Gruen Hall, en halv times kørsel herfra. Dustin er søn af min ven Kevin Welch og er en super talentfuld sangskriver og bandleder. Kevins datter Savannah spiller i The Trishas, der er et nyt fremadstormende pigeband i Austin. Både Savannah og Kevin spiller med Dustin i aften. Dustin fylder 30 i dag og har valgt at fejre sin fødselsdag på det gamle legendariske spillested udenfor byen, så hele familien her drager afsted om lidt, så vi kan nå at være med til at fejre ham.

Go jul til jer alle derhjemme under det store hvide tæppe. Solen skinner stadig på os i Texas og Chip og Chap kravler rundt i det gamle egetræ foran den skyggende veranda.

lørdag den 11. december 2010

Første indlæg fra Austin

Jeg sender en tanke fuld af takketaler til min ven der bad mig om at ta Peter Høeghs "Elefantpassernes børn" med på den her rejse. Når man alligevel vågner lidt for tidligt fordi det tar 3 dage at få skiftet om til den her tidsregning, så er det en gave af de større at ha "Elefantpasserne" liggende her ved siden af sengen. Især fordi jeg har lært at der skal proppes noget andet ind i hovedet på mig i små portioner, hvis jeg skal kunne yde det optimale og ha vendt om på døgnet samtidig - og det må hellere end gerne være en go historie.

I går startede vi for alvor, efter at have haft en dag med producer og guitarist Charlie Sexton og hans personlige tekniker Kyle, hvor vi gik igennem sangene og valgte bruttotruppen ud. I går kom bandet, som er valgt ud efter sangene - og som trommeslager Dony Winn sagde til mig i bilen, da han i nat kørte mig hjem efter en 12 timers session: "Man er en heldig mand, når man får lov til at spille med folk der ved hvordan man laver musik!" Sexton er ikke en mand der sætter sig i sofaen og ber sin teknikere om at skabe noget som helst. Han kravler ind i de sange og tar dem på sig og springer frem og tilbage mellem kontrolrummet og det tætpakkede lille indspilningsrum, hvor vi allesammen blir fodret med den bedste energi. Han har prøvet 8 forskellige guitarer til de to første sange, som han har valgt ud som startere! Han har sendt mig sit bredeste smil hver gang jeg har sunget "Sometimes he would grow a moustache" fordi han synes at den sætning spiller sangen for ham, og det er lige før jeg ikke studser over at, når han sir "med Bob spiller vi aldrig med In ear" - så er det altså Bob Dylan han mener. Jeg er for første gang i mange år blevet fri for at synge med hovedtelefoner på i studiet. 2 dejlige højttalere er sat op så jeg kan få det som jeg vil ha det. Jeg er en heldig mand!

mandag den 29. november 2010

Velkommen


Efter lang og særdeles go tjeneste spillede mit band Angelenos og jeg sidste koncert sammen i Køge i september i år. Særdeles vemodig beslutning at tage, men samtidig også bekræftende, at der er en tid til ethvert samarbejde, og at nære bånd og venskaber ikke nødvendigvis stopper af den grund. Vi har haft nogle fantastiske år sammen med rejser og turneer som altid vil stå som højdepunkter på min egen helt lange rejse. Nu er vi alle spredt på nye stier og i starten af december pakker jeg min bedste guitar og tager igen til det store Amerika.

Igennem vort "House of Songs" projekt i Austin, USA, som min gode ven Troy Campbell og jeg var med til at sætte i gang for knapt 2 år siden, har jeg mødt min i hvert fald top 3 producer af dem alle her på kloden: Charlie Sexton. Charlie har produceret de bedste albums med Marc Cohn, Lucinda Williams og Edie Brickell – og skal nu producere mit næste album, og er dermed grunden til rejsen til Amerika! En mand der de sidste år, aften efter aften, kloden rundt, har spillet nogle af verdens fineste sange, som kapelmester og sideman for Bob Dylan, skal være i sin gode ret til at producere og spille på mine sange om dagen og sove i sin egen seng om natten!

Så jeg tager til Austin i december og det er jo ikke noget stort offer:o) vel nærmest en lille drømme rejse! Charlie har fået fuldmagt til at sætte holdet og stort set også vælge sangene, udfra de demoer jeg har udvekslet med ham, gennem det sidste års tid. Det blir så mit livs første engelsksprogede album, fyldt med sange jeg i tidens løb har skrevet med venner og kolleger fra det meste af verden. Et privilegium jeg længe har lovet mig selv: En dag skal de sange indspilles og den dag nærmer sig hastigt!

På min sidste soloturne (de er så sjældne fordi jeg jo nok bedst ka li at spille med nogen) har jeg oplevet en respons fra mit publikum der fortæller mig, at også de gerne vil høre nogle af de engelske sange indspillet. Jeg har altid troet på, at det publikum man har fået tildelt hele tiden bør udfordres og ikke kun ha det de kom for. Sådan må det være – og sådan vil jeg også helst selv ha det.

Når jeg i det nye år drager på landevejen igen, bliver det med et helt nyt hold der dels består af lokale Århus musikere, dels af et par musikere fra hovedstaden og så en enkelt amerikaner (Scrappy Jud Newcomb, som nogen måske hørte på vores House of Songs-turne). Allesammen formidable folk som jeg har mødt gennem "House of Songs" og spillet med både i USA og herhjemme! Det er en gave jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan få lov til at spille mine sange med så mange af de fine mennesker og musikere jeg møder på min krogede vej.
Det nye band får premiere i april 2011 – på en lille klubtur vi laver i anledning af det nye album. Og jeg glæder mig til at præsentere både de nye sange og det nye band, på en række af de bedste spillesteder rundt om i Danmark.

Jeg ved også, at så snart jeg lander i Kastrup lufthavn i januar, så har jeg min gode ven og sidekammerat Michael Falch i røret, der vil høre alt om turen - og om hvornår jeg er klar til at øve med ham! Michael og jeg starter turbussen den 26. januar og spiller så 12 koncerter sammen, fordi vi ikke kan la være! Og jeg glæder mig - jeg glæder mig til det hele. Jeg er en heldig mand, men heldet følger jo dem der søger det, og jeg er stadig på konstant udkig!