Covernoter - lidt om de enkelte sange på Magnolia Tales

P4 har i denne uge mit nye album ”Magnolia Tales” som ”Ugens Album”. Her følger mine noter om de enkelte sange på albummet.






Tomorrow's Just Another Night:

Jeg fulgtes en sen aften med min ven Troy Campbell gennem Århus efter en Spot Festival. Vi kom forbi casinoet, hvor der holdt et par taxaer og ventede på de første "tabere". Vi endte med at sidde hele natten hjemme hos mig og skrive sangen til den chauffør der kørte os hjem, mens han spillede gammel Stones og fortalte at nu gad han ikke køre flere håbe- og især –fulde stjerner hjem: “I spent the night putting this city to bed, with you in my heart and drunken stars in my head!”

Spirit of Vignelaure:

Skrevet til gode venner og deres forunderlige sted i Provence. Et vinslot hvor et hav af franske kunstnere har opholdt sig - sikkert lidt for længe på grund af vinen, hvorfor de har efterladt kunst overalt, som tak for opholdet.

Marie (I Say Nothing):

Daniel Lemma fik ideen til Marie, mens vi arbejdede på en anden sang sammen. Vi har vidner der kan bekræfte, at vi skrev sangen færdig præcis som den lille turbus stoppede udenfor spillestedet. Samme aften spillede vi sangen live for første gang.

Guess What (Running Out Of Love):

Skrevet på jetlag og Dos Equis den magiske første nat i The House of Songs i Austin, på det klaver vi lige havde båret ind i huset.

Rhythm Of My Road:

Hvis du kører en nat op gennem Tyskland mens ungerne sover på bagsædet og du samtidig er heldig nok til at ha den du elskers hovede hvilende på din skulder, så ved du hvad jeg taler om her. Jeg havde ikke brug for noget som helst andet end benzin til bilen og en dobbelt Cortado!

Just A Moment:

Skrevet sammen med svenske Christian Kjellvander i mit lille arbejdsstudie i Århus, første gang vi mødtes. Christian kom over og fortalte mig, at han aldrig havde prøvet at skrive med andre før og troede at det ville blive svært for ham. Så vi gik ud og fik frokost og brokkede os over musikbranchen, men heldigvis sneg der sig efterfølgende en sang op imellem os. Som om den bare ville ud og fortælle os, at ingen er noget uden at ha nogen at læne sig op ad!

Why Do You Move So Fast?:

Skrevet med Troy Young Campbell. Vi mødtes første gang på "The Howling Wolf", en kulsort klub i New Orleans. En af den slags klubber der aldrig havde set dagens lys eller været plaget af nogen form for udluftning. Alt hvad der nogensinde var sket i den klub var blevet derinde. Ikke en eneste bendet tone fra en bedrøvet bluesguitar, var nogensinde nået nogen steder hen. De var blevet grebet i luften og opslugt af den hær af ensomme flokdyr, der aften efter aften søgte ind gennem de mørke korridorer og helt op foran scenen, hvor de hørte til. Fra det lille backstage-rum ved siden af scenen hørte jeg kun alt for godt hvordan hun kæmpede mod et sjældent støjende publikum. Hun var ikke derfra byen, og de ku mærke det. Min ven indianeren, der stod ved siden af mig og skulle på næste gang, var heller ikke der fra byen, og jeg selv var så langtfra. Der var mere end langt fra Samsø til New Orleans den aften. Da hun opgav og smed håndklædet på scenen, gik min ven indianeren ind og trøstede hende så godt han havde lært, men hun pakkede bare og forlod stedet med endnu et ar på sjælen. "We better kick their asses or get the hell out of here" sagde han til mig! "Well they sure deserve a kick!" sagde jeg og det gjorde han så. Han stak stikket i sin guitar og råbte hver en sætning direkte ind i hovederne på dem - og det virkede! Han sluttede sin lille vendetta af med ordene: "I am Troy Young Campbell - I am from Dayton, Ohio and you better listen to this next person on stage, cause he came all the way from Denmark!" Jeg takkede min nye ven fra Ohio så godt jeg kunne og gik på og skreg mine sange ud som om jeg var "The Howlin Wolf" eller kæmpede om borgmesterposten i byen!

Sådan mødte jeg Troy og den næste dag havde vi skrevet sangen sammen. Det er 15 år siden og vi spiller den stadig.

La Pelosa:

Jeg var startet på sangen en smuk nat på Sardinien. Daniel Lemma hjalp mig med at skrive den færdig i turbussen, i nov. 2010, hvor han var gæst på nogle af mine koncerter. ”It´s hard work – the art of living…”

Shadow Soldier:

En vens triste beretning om at komme hjem fra krigen. Jeg fortalte Matt the Electrician om sangen, en af de første dage i jeg var i det nye House of Songs i Austin. Han fortalte mig, at hans fætter havde fortalt Matts mor, at han ville i hæren. Hun havde lyttet tålmodigt til beretningen om mulighederne for en uddannelse og kammeratskabet og en go løn, når han kom hjem - hvorefter hun gav ham en linje at tænke over: "Bottomline is that you will be trained to kill. I think you should be trained to love!"

This Part Of Town:

Det føles som om den sang har været der altid. Vi har spillet den live flere gange, men det krævede en Charlie Sexton, at få den til at leve i et snedigt nattegroove.
Det var præcis i dén sene nattetime, at direktør Falch sprang ud i sin Cobradans til Sextons outro-guitar!

Let It Ring Out:

Jeg turnerede med "The House of Songs" i Danmark, i september 2010, og fortalte undervejs min gode ven Kevin Welch om den tilsandede kirke ved Skagen. Et fredfyldt sted hvor tiden står stille, og som begavede mennesker har formået at holde fredet. "Isn't there a song hidden there somewhere?" sagde Kevin. Jeg skrev den og sendte den til ham. Han lavede to fine rettelser og Sexton plukkede den som den første i rækken af sange vi skulle indspille.

Blog 9. marts

En journalist spurgte mig i dag om hvad jeg ku ønske mig med det nye album?

Jeg svarede bare, at jeg ønsker mig at folk vil gi sig tid til at lytte albummet igennem med et sæt ordentlige hovedtelefoner!

Det ka jo godt virke lidt grotesk, at vi laver musik på instrumenter der koster en mindre formue og indspiller det på anlæg der koster en større formue og så blir det spillet på earplugs til 25 øre stykket!

Så husk lige at gi det en chance på et ok anlæg! Så takker jeg jer:o)

Ellers kan jeg kun sige, at det tegner rigtig godt i øveren med det nye hold og både de nye og de gamle sange. Jeg er spændt på hvad I siger til det, når vi skal rundt i April.

Det er en helt igennem go fornemmelse en gang imellem at finde helt ind til substansen af det der fik mig til at starte på det her i sin tid. Nyt band, nye arrangementer, nyt eget pladeselskab og nyt album!

Jeg laver stadig det jeg drømte om som dreng og hvad kan man ønske sig mere?=

Blog i marts

Det er forår når jeg kigger ud af mit vindue.

Måtte lige ha en pause fra de fantastisk mange underskrifter der skulle sættes på de forudbestilte albums. Tusind tak for det og undskyld skriften. Det er alligevel underligt med sådan en autograf at den ikke blir pænere med årene. Men det gør den altså ikke og det styrer den selv. Lidt lige som sangene, de bestemmer jo også selv om de vil med:o)

Ret go fornemmelse sådan at sidde med værket i hånden og det mærkes godt. Mads, der har lavet coveret, har gjort det med den bedste stil synes jeg - og det varme bløde karton er 100 gange mere lækkert end de plastic covers som vi tidligere måtte lære at holde af! Dejlig udvikling og især dejligt at få lov at bestemme også den slags selv! Min sidekammerat, direktøren, har forlængst givet det sin absolutte godkendelse.

Nu er jeg så i gang med at fortælle historien til dem der vil høre den. Jeg tror det var Erik Wedersøe der engang fortalte, at han mødte Ebbe Rode på det Kgl. Teater dagen efter sit første helsides interview i Berlingeren. Den stolte unge skuespiller blev mødt med sætningen: "Jeg så de havde en annonce i, i går!" Den har jeg tit tænkt på, for det er jo det vi gør. Forsøger at annoncere lidt for det der må ud. Heldigvis er der så go en historie denne gang, at jeg i hvert fald ikke behøver at skulle ud og digte noget undervejs. Selv om den gode Peter Ålbæk engang sagde til mig, at jeg sku lyve noget mere! Og man må jo sige, at de forstår at få historierne ud, derude i den filmby!

Jeg glæder mig til lørdag og til at mærke responsen, når vi spiller albummet for første gang for dem der kan være der i baggården i Mejlgade!

pk

Hjemme igen på en søndag morgen i Januar!

-Satte mig ind i min bil fredag eftermiddag og tændte for radioen midt i b stykket på min nye single "Spirit of Vignelaure". Tænkte på hvor godt de har mixet den sang og kørte glad ind mod byen. Det er noget særligt over at høre det arbejde man har været så opslugt af, strømme ud af radioen den første gang.

Madsen talte rigtig godt om producer Charlie Sexton og spillede derefter en sang fra hans eget album "Under the wishing tree" - for derefter at spille min Dylan yndlingssang "Every grain of sand". En dejlig fredag! Tak til Madsen!

Har endelig fået lyttet lidt til vennernes albums fra Austin. Matt the Electrician er i gang med nyt album, som jeg håber jeg kan spille for jer før koncerterne i April. I mellemtiden har han udgivet et livealbum fra vel nok Austins mindste spillested "The Flipnotics" som gir et godt billede af hvor fremragende en performer han er. Kevin Welchs´ album "A Patch of Blue Sky" har også lige været forbi min afspiller igen. Ikke kun fordi det er et af de stærkeste albums fra min gamle ven, men også fordi jeg lige måtte lytte lidt til Bukka Allen, der spiller piano og orgel på det album. Bukka er søn af den gamle multikunstner og sangskriver Terry Allen og gift med Sally der synger på mit album. Bukkas egne soloalbums er i den grad også værd at lytte til.

Ellers står den på øvning med mit nye band fuld af go energi, men så sandelig også intens øvning med min sidekammerat The Cobra Falcon, som Michael blev døbt i studiet efter en hel speciel dans der blev udført efter et mix en sen nat! Michael gav mig Mathilde Falchs første indspilninger som i den grad lover godt for hende fremover!
Lige nu sidder min goe ven i sin bil på vej mod Århus og øvning med mig på en højhellig søndag.

Jeg må hellere komme afsted ind mod byen og øvelokalet, så der kan stå et rundstykke og en kop kaffe klar, når han når frem. Vi glæder os sgu mere end nogensinde til at komme rundt i landet sammen igen!

Torsdag den 23. december - nyt fra Austin

Sidder med et lille træt smil og lytter på det vi har fået ind indtil nu. Vi mangler nogle dubs fra Charlie, men det tegner bedre end jeg ku drømme om.
Min sidekammerat og direktør i vores lille selskab Michael Falch har været her nu i 10 dage og ta´r hjem i morgen. Det har været godt at have sin sidekammerat med til peptalks og et godt råd i ny og næ. Vi har begge været målløse over den energi der har været på hver eneste af de 14 timers sessions vi har været igennem.

Nu er der ferie indtil den 27.12 og i aften spiller Dustin Welch i Gruen Hall, en halv times kørsel herfra. Dustin er søn af min ven Kevin Welch og er en super talentfuld sangskriver og bandleder. Kevins datter Savannah spiller i The Trishas, der er et nyt fremadstormende pigeband i Austin. Både Savannah og Kevin spiller med Dustin i aften. Dustin fylder 30 i dag og har valgt at fejre sin fødselsdag på det gamle legendariske spillested udenfor byen, så hele familien her drager afsted om lidt, så vi kan nå at være med til at fejre ham.

Go jul til jer alle derhjemme under det store hvide tæppe. Solen skinner stadig på os i Texas og Chip og Chap kravler rundt i det gamle egetræ foran den skyggende veranda.

Første indlæg fra Austin

Jeg sender en tanke fuld af takketaler til min ven der bad mig om at ta Peter Høeghs "Elefantpassernes børn" med på den her rejse. Når man alligevel vågner lidt for tidligt fordi det tar 3 dage at få skiftet om til den her tidsregning, så er det en gave af de større at ha "Elefantpasserne" liggende her ved siden af sengen. Især fordi jeg har lært at der skal proppes noget andet ind i hovedet på mig i små portioner, hvis jeg skal kunne yde det optimale og ha vendt om på døgnet samtidig - og det må hellere end gerne være en go historie.

I går startede vi for alvor, efter at have haft en dag med producer og guitarist Charlie Sexton og hans personlige tekniker Kyle, hvor vi gik igennem sangene og valgte bruttotruppen ud. I går kom bandet, som er valgt ud efter sangene - og som trommeslager Dony Winn sagde til mig i bilen, da han i nat kørte mig hjem efter en 12 timers session: "Man er en heldig mand, når man får lov til at spille med folk der ved hvordan man laver musik!" Sexton er ikke en mand der sætter sig i sofaen og ber sin teknikere om at skabe noget som helst. Han kravler ind i de sange og tar dem på sig og springer frem og tilbage mellem kontrolrummet og det tætpakkede lille indspilningsrum, hvor vi allesammen blir fodret med den bedste energi. Han har prøvet 8 forskellige guitarer til de to første sange, som han har valgt ud som startere! Han har sendt mig sit bredeste smil hver gang jeg har sunget "Sometimes he would grow a moustache" fordi han synes at den sætning spiller sangen for ham, og det er lige før jeg ikke studser over at, når han sir "med Bob spiller vi aldrig med In ear" - så er det altså Bob Dylan han mener. Jeg er for første gang i mange år blevet fri for at synge med hovedtelefoner på i studiet. 2 dejlige højttalere er sat op så jeg kan få det som jeg vil ha det. Jeg er en heldig mand!

Velkommen

Efter lang og særdeles go tjeneste spillede mit band Angelenos og jeg sidste koncert sammen i Køge i september i år. Særdeles vemodig beslutning at tage, men samtidig også bekræftende, at der er en tid til ethvert samarbejde, og at nære bånd og venskaber ikke nødvendigvis stopper af den grund. Vi har haft nogle fantastiske år sammen med rejser og turneer som altid vil stå som højdepunkter på min egen helt lange rejse. Nu er vi alle spredt på nye stier og i starten af december pakker jeg min bedste guitar og tager igen til det store Amerika.

Igennem vort "House of Songs" projekt i Austin, USA, som min gode ven Troy Campbell og jeg var med til at sætte i gang for knapt 2 år siden, har jeg mødt min i hvert fald top 3 producer af dem alle her på kloden: Charlie Sexton. Charlie har produceret de bedste albums med Marc Cohn, Lucinda Williams og Edie Brickell – og skal nu producere mit næste album, og er dermed grunden til rejsen til Amerika! En mand der de sidste år, aften efter aften, kloden rundt, har spillet nogle af verdens fineste sange, som kapelmester og sideman for Bob Dylan, skal være i sin gode ret til at producere og spille på mine sange om dagen og sove i sin egen seng om natten!

Så jeg tager til Austin i december og det er jo ikke noget stort offer:o) vel nærmest en lille drømme rejse! Charlie har fået fuldmagt til at sætte holdet og stort set også vælge sangene, udfra de demoer jeg har udvekslet med ham, gennem det sidste års tid. Det blir så mit livs første engelsksprogede album, fyldt med sange jeg i tidens løb har skrevet med venner og kolleger fra det meste af verden. Et privilegium jeg længe har lovet mig selv: En dag skal de sange indspilles og den dag nærmer sig hastigt!

På min sidste soloturne (de er så sjældne fordi jeg jo nok bedst ka li at spille med nogen) har jeg oplevet en respons fra mit publikum der fortæller mig, at også de gerne vil høre nogle af de engelske sange indspillet. Jeg har altid troet på, at det publikum man har fået tildelt hele tiden bør udfordres og ikke kun ha det de kom for. Sådan må det være – og sådan vil jeg også helst selv ha det.

Når jeg i det nye år drager på landevejen igen, bliver det med et helt nyt hold der dels består af lokale Århus musikere, dels af et par musikere fra hovedstaden og så en enkelt amerikaner (Scrappy Jud Newcomb, som nogen måske hørte på vores House of Songs-turne). Allesammen formidable folk som jeg har mødt gennem "House of Songs" og spillet med både i USA og herhjemme! Det er en gave jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan få lov til at spille mine sange med så mange af de fine mennesker og musikere jeg møder på min krogede vej.

Det nye band får premiere i april 2011 – på en lille klubtur vi laver i anledning af det nye album. Og jeg glæder mig til at præsentere både de nye sange og det nye band, på en række af de bedste spillesteder rundt om i Danmark.

Jeg ved også, at så snart jeg lander i Kastrup lufthavn i januar, så har jeg min gode ven og sidekammerat Michael Falch i røret, der vil høre alt om turen - og om hvornår jeg er klar til at øve med ham! Michael og jeg starter turbussen den 26. januar og spiller så 12 koncerter sammen, fordi vi ikke kan la være! Og jeg glæder mig - jeg glæder mig til det hele. Jeg er en heldig mand, men heldet følger jo dem der søger det, og jeg er stadig på konstant udkig!